[6s]
Skt. Annæ Øster Kvarter afgrænses af Nyhavn, Toldbodgade, Esplanaden og Store Kongensgade og indeholder således både Frederiksstaden og kvarteret mellem Nyhavn og Skt Annæ Plads – begge enestående byområder. Elleve af byens tolv palæer ligger i dette kvarter. Frederiksstaden anses som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og arkitektur. Dens harmoni skyldes et krav om hofbygmester Eigtveds godkendelse af facadetegninger; han ville næppe have godkendt nybygningerne i Amaliegade, Fredericiagade og Bredgade, og man må beklage vor tids mangel på vilje til at indordne sig efter stedets ånd og karakter.
[gt]
[dt]