[3s]
Horsens har haft usædvanligt mange flotte huse, og der er stadig en fin bykerne, som domineres af den imponerende brede Søndergade. Som så mange andre byer har Horsens maltrakteret sin å; den er ikke rørlagt, men man har omlagt dens løb og ødelagt et enestående bymiljø. Det har gjort selve åløbet uinteressant og skabt plads for et trist Rådhusbyggeri med tilhørende torv; ydermere har det medført, at byen har mistet den naturlige forbindelse med sin havn. Det centrale torv er fint, men skæmmet af enkelte fejlplacerede bygninger; det samme gælder Nørretorv. Rådhustorvet, Svanes Torv og Vitus Berings Plads er alle triste. Et lille torv hvor Farvergade møder Smedegade lider også under uheldigt nybyggeri. Lilli Gyldenkildes Torv blev kåret som det værste byggeri i Danmark i 2020.